       |
|
|
||||
| Dagbog | ||||||
|
01.08.2009 3 skøre oplevelser fra hverdagen i San Lucas Søvnpolitiet på vagt... Vi træder stolte ind over dørtærsklen, 2 timer senere end tidspunktet vi er inviteret til, vi er ved at lære bolivianer tid. Fint skal det være for de tre repræsentanter fra IMCC, så vi bliver hver især placeret på en stol med udsigt over alle i salen. Kort efter starter de obligatoriske takketaler og jeg (Sidsel) prøver desperat at huske navnene på samtlige deltager, kan ikke, giver op, vælger den lette løsning: Tak for invitationen, det betyder så meget for os i IMCC at blive inviteret til dette møde. Forhåbentlig bliver det en ydbytterig dag. Minuttet efter er der pludselig blevet valg 8 politimænd, hver få udleveret en stok og har efterfølgende til opgave at sørge for, at INGEN falder i søvn i løbet af mødet. Hvis man skulle være så uheldig at øjnene falder i, vil man blive banket vågen med stokken. Den værste afskedsgave Den mystiske kvinde, hvis navn vi rent faktisk stadig ikke kender, måske Gladys eller Claris, hmm det må blive i det uvisse, kom forbi på visit. Hvis det skal være helt rigtig ved vi faktisk heller ikke rigtigt, hvorfor hun pludselig er begyndt at komme på hyggebesøg i huset. Sidst havde hun sin hund med, som valgte at tisse op ad hylderne i køkkenet. Det er os stadig en gåde og lidt komisk, hvorfor hun er så glad for os, men samtidig er det selvfølgelig dejligt og hyggeligt! Da hun var her med hunden sidste gang, havde hun en gave med. Jeg (Sidsel) var optaget med at åbne vinduet, da det bankede på ruden i samme sekund som hun fandt gaven frem og hørte derfor ikke at vi kunne vælge en af de to YDERST HæSLIGE PUDEBETRæK hun havde taget med til os. Da jeg vendte tilbage til bordet lå disse to fremme på bordet, det ene grimmere end det andet, laksefarvet og solgult, wau… Jeg kunne ikke få mig selv til andet end at sig, næææ ihhh og åhhhh, hvilket resulterede i at vi endte med at få begge. HVOR UHELDIG HAR MAN LOV AT VæRE! Filmen vi bare måtte se… Fire tøser fra hospitalet var ovre til hygge og pandekagebagning. Det er altid en rigtig sladderklub, der kommer ofte en masse sandheder på bordet og der bliver delt ud af diverse hemmeligheder fra nær og fjern. Den aften var på det punkt ikke anderledes. Aftenens store emne var undertrykte kvinder, der lever i et mandsdomineret samfund med en mand af den allerværste slags. Pludselig ledes samtalen over på filmen, som ALLE bare bør se, der netop handler om dette emne. Det er ifølge en af pigerne, den første film hun nogensinde har grædt til, mens hun har set den. Det var bare SÅ god. Jeg aftaler at låne den og befinder mig aftenen efter godt puttet ned under dynen med klar til denne perle af en film… Filmen var optaget i allerbedste DALLAS stil, dvs. hver enkelt scene blev skudt i kassen uden et eneste klip. Skuespillerne var middelmådige og havde en meget latinamerikansk tilgang til alt, dvs. enten var det hele helt i skoven eller også var det helt fantastisk. Midt i det mest kaotiske liv finder hovedpersonen pludselig Gud og han får rettet op på sit liv og det på trods af, han har talt til sin kone med ord, jeg ikke vidste eksisterede, bankede hende flere gange, været hende utro, deres barn dør i en tragisk ulykke og han hader hele hendes familie. JEG GRæD IKKE EN ENESTE GANG. Hmm men hvad gør man så når filmen skal afleveres tilbage og man bliver spurgt, synes du ikke den var god? Græd du? Er det ikke i sådanne tilfælde at en lille hvid løgn er på sin plads? Kan man ikke godt forsvare at sige, jo den var bare så trist og god på samme tid, jeg græd også lidt… De andre hernede mente dog jeg burde have svaret: Nej, jeg græd ikke, men Philipp gjorde… 13.07.2009 Tanker fra et 14 måneders ophold i Bolivia Det bedste ved at være ulandsarbejder er, at: - Dit liv er så enkelt og lige til i forhold til det liv man lever i DK. - De bekymringer man normalt fylder hovedet med i DK bliver det rene ingenting ved siden af det liv man ser blive levet i et udviklings land. - Der er pludselig så få forpligtigelser og så utrolig meget fritid. - Du kommer tæt på en anden kultur. - Du får sat dine egne traditioner og værdier lidt i perspektiv. - Du bliver nogle gange så positivt overrasket over det ”drive” personer med usle levevilkår kan have. - Du føler, en gang eller to, at du gør en kæmpe forskel, og det er det hele v&arli;rd!!!. - Du får en af de fedeste oplevelser nogensinde i dit liv, som altid vil være i hit, også når man sidder som 70 årig og fortæller røverhistorier til sit barnebarn. - Når noget man har arbejdet l&alig;nge for, pludselig lykkes. Det sværeste ved at være ulandsarbejder er, at: - Du er pludselig utrolig langt væk fra familie og venner. - Du føler til tider du går glip af en hel masse vigtige begivenheder, som finder sted i Danmark. - Du føler dig til tider ensom, fordi du lever i en helt anden kultur med andre mennesker, som måske ikke altid lige forstår, hvorfor du føler eller mener, som du gør. - Du bliver frustreret over at andre ikke altid lever op til dine forventninger. - Du savner lige pludselig alle mulige mærkelig danske ting; spegepølse med ristet løg og remoulade, koldskål, rugbrød, m&alig;lk, ristet hotdog, fiskefrikadeller, danske æbler, lakridser, sourcream and onion chips, chokolade og meget mere. - Du ikke altid kan se effekten af dine anstrengelser, da udviklingsarbejde er en lang proces, som oftest løber over en årrække. - Du ved du skal hjem igen og derfor er nødt til at tage afsked med alt og alle. Det bedste ved Bolivia er: - Det smukke landskab - Jordnøddesuppe (sopa de mani)p> - Pique a lo macho (pomfritter, mørbrad, kylling, pølser, peberfrugt og åg i en stårk soja sauce) - Deres stærke nationalfølelse - Alle deres helligedage (dia de amistad, dia de mujer, dia del padre, dia de libertad osv. Der er vist stort set en helligdag for alt i dette land) - Faddere (der findes faddere for alt, specielt i forbindelse med bryllupper, en fadder for ringene, kagen, lokalet, pynten, maden osv.) - Selvom kommunikationen er begrænset formår bolivianere altid at bliver oplyst omkring diverse arrangementer på den ene eller anden måde. Det værste ved Bolivia er: - Deres ligegyldighed i forhold til klokkeslæt - Deres helt enorme alkoholforbrug - Deres bureaukrati og hierarki inden for stort set alle offentlige instanserp> - De store afstande - Den store ulighed blandt befolkningen 14.06.09 Juni 2009 Saa er det tid til endnu en lille hilsen paa hjemmesiden. I dag er der netop ankommet en amerikansk kirurg til hospitalet, som eftersigende vil operere gratis de kommende 2 uger. Hele byen og ikke mindst hospitalet er paa den anden ende. Selv vores vaskekone mener pludselig at skulle opereres i galdeblaeren… Jeg blev i dag praesenteret for ham og maatte indse at mit engelske er fuldstaendigt forsvundet efter lidt over et aar med spansk i tankerne. Den korte praesentation jeg ville give af IMCC blev fuldstaendig usammenhaengende da jeg hverken kunne huske hvad kvinder eller 2016 hed paa engelsk. SIMPELTHEN BARE PINLIGT. Jeg har efterfoelgende troestet mig selv med, at han ikke kunne et ord spansk og derfor havde en tolk med sig rundt overalt… Philipp og jeg klarede stolte en af tingene paa listen over det der bare SKAL NAAES inden vi forlader Bolivia, nemlig bestigningen af TOBLERONE-bakken. Dette blev fejret med ikke mindre en hel hvid toblerone paa toppen af bjerget. Nej, hvor var vi stolte….. og traette, gik i seng kl 20.00 igaar. Nyeste nyheder fra lille San Lucas er vist at hospitalet er begyndt at udsende brigader bestaaende af laeger, tandlaeger mm til de poster der ligger allerlaengst vaek (der hvor vi ogsaa arbejder). DE vandrer fra landsby til landsby og tjekker op paa samtlige indbyggere. Normalt kommer der kun sundhedshjaelpere til disse steder, saa det er helt fantastisk at hospitalet har taget initiativ til dette, hvilket i vores oejne kun kan betyde stoerre tillid til sundhedssystemet og dermed flere patienter og i sidste ende forbedret sundhed blandt landbefolkningen. 24.05.09 En raev i DK er bedre end en raev i Bolivia. Overrasket og glad peger jeg mod forruden i retning af en raev/zorro som fint staar i vejkanten og kigger paa os, Elio bremser bilen haardt og jeg kommer hurtigt i tanken at det vist ikke er lige saa fantastisk at se en raev i Bolivia som i Danmark. Vi holder stille en evighed, alle i bilen er tavse og da raeven er vaek triller vi stille ca. 200 meter frem. Herefter er Elio ude at tjekke alle hjul, samt strinte territoriet af (tisse lidt), da vi saa muligvis kan vaere heldige at undgaa de ulykker, som normalt sker naar en raev krydser ens vej og derefter faar direkte oejenkontakt med en. Dette er ikke det eneste eksempel paa den noget anderledes kultur vi nu har levet i snart et aar. Nogen gange bliver man forundret, andre gange goer man alt for ikke at le og flere gange bliver man opmaerksom paa at mange danske traditioner glider laengere og laengere bort for maaske til sidst at forsvinde. Der er denne gang tre afsnit dagbog lagt op paa samme tid, saa laes endelig videre… 19.05.09 Sidsel tilbage i Bolivia. Den sidste maaned har staaet i mandens tegn, Philipp og Anders har holdt fanen hoejt i lille San Lucas, mens begge toeser har vaeret i Danmark. For Sidsels vedkommende har det vaeret utrolig dejligt at komme ”hjem” og faa gennemtjekket oejet af danske specialister. Det har vaeret en haard omgang for os begge. Det er svaert at vaere saa langt fra civilisationen, det kendte, trygheden osv. naar der sker noget saa uventet. Nu haaber vi begge det hele kan falde lidt til ro og vi kan nyde de sidste 3 maaneder helbredsmaessigt uforstyrrede. Det er utroligt saa hurtigt tiden flyver af sted og man pludselig skal til at taenke paa alt det derhjemme igen. Tilmeldingen til det kommende semester samt Anders og Laerkes begyndende overlapsplanlaegning har bragt hjemrejsen naesten skraemmende taet paa. Vi glaeder os til, men frygter paa samme tid, dagen vi skal forlade San Lucas. Alle ens smaa hjerteboern i projektregi skal enten afsluttes snart eller overgives til nye. Alle hjemme burde vide at Philipp tappert har kaempet sin kamp med det bolivianske system, indtil videre har det baaret frugt (3 biler frigivet fra toldzonen efter mere end 2 aars venten). Kampen er dog ikke slut endnu. Hvem vidste, at det ikke kun er vanskeligt at faa en bil til Bolivia, naeaeae det er saamaend ogsaa stort set umuligt at donere en bil til sundhedsformaal. Foerst skal man soege om skattefritagelse, paa trods af rammeaftalen med regeringen allerede siger vi er fritaget. Derefter skal der soeges om officielle donationspapirer og foerst derefter kan man faa lov til at give sin bil vaek. Dette tager tid og vi ligger inde med ikke mindre end 3 biler der skal doneres… Siden sidst er den ene syerske smuttet pga. sygdom. Hurtigt fandt Vicky dog en ny, men desvaerre har hun bragt nye problemer til IMCC-San Lucas. Det viste sig kort efter ansaettelsen (indtil videre heldigvis kun mundtlig) at hun egentlig havde et andet job hos en boliviansk institution, hvilket vi selvfoelgelig ikke anede. Hun smuttede aabenbart fra dag til dag fra dem og over til os. De har aabenbart ikke syntes saerlig godt om denne praestation og valgte derfor i sidste uge at moede op paa kontoret med en officiel klage over IMCCs goeren. Heldigvis ser det dog allerede ud til at loese sig. Vi haaber blot paa at vores gode navn og rygte ikke har taget skade af dette mellemvaerende mellem to parter. Nattekulden er kommet til , se selvtagede-billeder af en frysende Philipp indhyllet i 2 soveposer paa kursus i Canchas Blancas. Sidste nye sladder fra San Lucas Bolivia er foelgende; Philipp har muligvis erhvervet sig en lille makker (laes parasit), hans blodproeve saa lidt maerkelig ud (forhoejet andel eosinofile), saa han er nu i gang med en lidt stoerre udredning (laes faeces-proeve). Senere i dag faar vi svar paa denne mere eller mindre spaendende nyhed!!! 01.05.09 (Meget) arbejde, oel og mandehoerm. Ja, normalt plejer det jo at vaere Sidsel, der paa saa fremragende vis holder jer alle opdateret paa, hvordan livet skrider fremad i de bolivianske bjerge. Men da Sidsel pga. fortsatte problemer med sine oejne blev floejet til Danmark for at blive undersoegt paa et ordentligt (?!?) hospital, har jeg jo maattet klare mig helt alene. Og ikke nok med det, saa er Laerke ogsaa blev noedt til at vende snuden hjemad pga. sygdom i familien. Anders og jeg har derfor nu tilbragt de sidste 10-14 dage selv. Og hold da op… Sikke meget der har vaeret at se til. Traditionelt plejer vi, at dele det saadan op, at drengene staar faar meget praktiske ting (biler, huset etc), projektaktiviteten ”interkulturel sundhed” og kontakten til de mandlige ansatte, som der for tiden kun er en af. Pigerne plejer derimod at tage sig af alle de kvindelige ansatte, kontakten til hospitalet og driften af kvindegrupperne generelt. Saa nu, hvor vi er her alene, har vi for alvor fundet ud af, at pigerne normalt ikke plejer at dovne dagen vaek. Vi har mildest talt ligget vandret med vores egne samt deres opgaver. Men hvis man skal se positivt paa det har vi nu saa smaat faaet indblik i HELE projektet hernede. Og det er jo ogsaa meget fedt.:-) En anden side af sagen er, at der virkelig er blevet ”mandehygget”. Det er da i hvert fald blevet til et par ”oelholdige” loegnhistorieaftener med terningespil her i Casa Blanca. Ellers har vi dyrket en del sport med hospitalspersonalet, vaeret en lille tur i Sucre (Hvor vi fandt en hyggelig bar) og spillet en del paa funstation, som er en kinesisk efterligning af play station. Ellers har ordnet lidt have og forsoegt at slaa tiden ihjel saa godt som vi nu kunne… Meeeen lets face it. Piger vi savner jer.. Kom nu hjem! 18.04.2009 Dagene er kortere, himlen er blå, det er koldt om natten, så vi ligger tæt, regnen er stoppet, kurserne på landet er igang igen, ja nu er vinteren på vej til San Lucas... Som altid fylder arbejdet meget i vores sind. De største begivender siden sidst kommer her: Elias erhvervelse af kørekortet på trods af utallige misforståelser. Indførelse af SODIS-vand på landet Philipps fødselsdag Vaskekonen Lucia Sportsturnering 29.03.2009 Turen til Galapagos 2 ugers fantastisk ferie sluttede i fredags. Herefter har vi tilbragt hele weekenden i bagende sol i haven i San Lucas, vinteren er på vej, dvs. blå himmel, ingen regn og dejlig solskin- JUBIIII! Næsten klar til at komme tilbage til arbejde imorgen... Søndag den 15. marts landende vi sammen med en bunke andre forventningsfulde turister i Galapagos ene lufthavn. Alle asede og masede for at komme hurtigt frem til deres bagage og ud for at opleve, vi valgte derfor at tage den helt med ro og nyde vores første ferie dag, hvilket betød at vi var de sidste der kom ud af lufthavn, hvor vi straks blev mødt af en noget nervøs guide, der troede han gæster ikke var med flyet. Det viste sig kort efter at vi var de eneste gæster på båden de første 3 af i alt 8 dage. Dagene kunne let forveksles med en super romantisk honey-moon med 5 besætnings medlemmer til at varte os op. 1000 km fra Ecuadors kyst findes denne enestående øgruppe, opstået af vulkansk aktivitet for mellem 3 millioner og 500.000 år siden, som derfor aldrig har haft kontakt med fastlandet. Der findes utallige teorier om hvorledes plante og dyre livet er opstået: - Mange af de endemiske planter på Galapagos har vist at producere frø med en tyk skal, som er enormt modstands dygtig overfor det salte vand og kunne derved være blevet bragt med havstrømmene til Galapagos - Fugle har bragt frøene til øerne - Øerne af tømmer har flydt med havstrømmene og derved medbragt både planter og dyr. Dette er en af de mest anerkendte teorier om hvorledes kæmpeskilpadderne er kommet til Galapagos, da man for få år tilbage fandt ud af at skilpadderne på trods af de kan flyde, ikke kan overleve i det salte vand og derfor ikke kan have drevet dertil. Første gang Galapagos er beskrevet i litteraturen var i 1535 da en ærkebiskop fra Panama og hans besætning kom ud af kurs, drev med strømmen og derfor endte på Galapagos. I årene herefter blev øgruppen fligtigt brugt som forsyningsstop af pirater, som her havde fred til at reparere bådene og desuden forsynede sig med kæmpe skilpadder, som de opbevarede i lastrummet, hvor de kunne leve op til et år uden mad og drikke og derfor var den ideelle "madpakke" på havet. Man mener, at bestanden af skilpadder inden piraterne kom, var på over 1 million, den er idag på omkring 14.000. 1835 var året hvor den 26 årige Charles Darwin besøgte øen. På trods af hans interesse primært var at kortlægge øerne samt det geologiske inspirerede Galapagos (og notaterne fra hans kaptajn Fitzroy) ham alligevel til at skrive bogen "The origen of species" (arternes oprindelse) 24 år senere. Fordi dyrene reelt ikke har nogle egentlig fjender (der er dog de senere år blevet importeret hunde, katte, får, rotte mm, som er begyndt at true bestanden af nogle arter), betyder de aldrig har udviklet frygt og defor kan man virkelig opleve en række dyr på meget tæt hold. Vi svømmede med baby søløver, små fugle kom rigtig tæt på og satte sig til tider på os, vi havde besøg af flere søløver på sejlbåden, vi oplevede to kæmpeskilpadder parre sigmm. Billederne denne gang er et must at se, de er enestående:-) 07.03.2009 Fødselsdag, nummerplader, karneval og sygdom... Ja pyyh der er sket meget siden sidst. Sidsel havde en fantastisk fødselsdag på trods af, hun befandt sig langt fra alle jer. Philipp havde dog en del problemer med at holde hende i sengen om morgenen, mens alle de andre lavede overraskelser i køkkenet. På trods af det var en almindelig arbejsdag blev der hygget til det absolutte maximum med hjemmebagte fødselsdagsboller og lagkage. Nam nam!!! Alt i alt en super vellykket dag, men som dog ikke helt kunne måle sig med dagen efter, hvor Philipp kunne hente sine længe ventede nummerplader til to af de tre biler. Et større smil er ikke set i mand minde og det sad fast på ham stort set hele dagen. Han er på det sidste begyndt at frygte han den kommende halve år kan gå hen at blive arbejdsløs hvis det ogsa lykkes at få pladerne til den sidste bil (hvilket eftersigende skulle ske mandag...)
Vicky, en veninde og Sidsel tog til karnval i Oruro, hvilket var en kæmpe oplevelse.. BILLEDERNE SKAL SES:-) Udover dans, musik og sang i gaderne foregik der sideløbende en vandkamp med uanede mængder vand mellem alle tilskuerne. Den ene vandballon efter den anden fløj gennem luften, stort set alle rendte rundt med de vildeste vandkanoner, så på tords af beskyttelse fra både paraply og poncho kunne man ikke undgå at blive sjask våd. Udover vand var den helt store dille, spraydåser med skum og underligt nok var det bare meget sjovere at skyde på Sidsel end på bolivianerne, hun befandt sig hvid stort set hele weekenden... Vi har senere fundet ud af at man i Santa Cruz fylder maling i sine vandballoner og andre steder i Bolivia skyder med æg. Det grænser vist næsten til hærværk og mange mennesker forlader da også byerne i disse dage, for at undgå at være en del af denne tradition. Desuden smører man sin bil ind i mudder, da man så kan skylle malingen af hvis man skulle være så uheldig at ens fine bil bliver ramt.
Efter karneval har der ikke været meget ro på hos os. Som de fleste af jer ved, har vi været igennem det bolivianske sundhedssystem og må begge tilstå, at vi ELSKER Danmark på dette område. Hvor er det fantastisk at : - der findes vagtlæger i Danmark, der rent faktisk ved, hvor de skal sende en hen, hvis de ikke kan hjælpe... - der findes vagtordninger for specialister (imodsætning til Bolivia, hvor en helligdag betyder, at ALT er lukket og 2 helligedage betyder, at alt er lukket i 2 dage...) - man får en konsultationstid hos lægen og ikke bare møder op lige som alle de 50 andre og stiller sig i kø (har ventet alt i mellem 1,5 og 3,5 timer hver gang for at snakke med øjenlægen hernede) - der danske sundhedssytem, yder gratis behandling - man ikke en ½ time inden operationen bliver ringet op og skal til at bekymre sig om penge, fordi den bolivianske samarbejdspartner til den danske forsikring ikke lige er helt sikker på at den betalings garanti som TRYG har stillet nu også betyder, at de får penge. Kort fortalt: Operationen gik godt, med laser og siliconebånd blev hullet i Sidsels nethinde lukket. Lægen der operede hende var yderst professionel og vi var ikke utrygge et eneste sekund. Dog må Sidsel indrømme, at hun helt klart befinder sig bedst i rollen som læge og ikke som patient. Tror absolut heller ikke, at hun var den letteste patient, væsken fra droppet sved op igennem armen, det kløede på næsen, der var noget der trykkede i nakken osv. Gad vide om han fortrød, han ikke puttede hende i generel anæstesi, ha ha... Sidsel kom hjem til San Lucas torsdag. Hendes syn på højre øje er blevet mærkbart dårligere, men kan heldigvis korrigeres med briller og kontaktlinser, hvad betyder lidt ekstra minus, når man stadig har synet på begge øjne:-) Aller vigtigst er dog at vi stadig kan komme på ferie til Galapagos... JUBIII Vi tager afsted onsdag! I hele denne periode på næsten 10 dage har Anders og Lærke været alene på projektet... Det har været noget af en udfordring, da det jo absolut ikke var planlagt, men det har klaret det rigtig flot og føler sig nu godt rustet til endnu en periode alene... Heldigvis er marts en rolig måned. Elio er så småt begyndt sin kursusrække for de traditionelle behandlere, mens Viocky og Elia først starter op i april. Derfor er det lige nu mest af alt planlægning der har højeste prioritet på kontoret. Selvom det har været en lidt hård tid og vi pludselig har følt os meget langt væk fra Danmark, har det varmet så meget med alle de opringninger, mails osv vi har fået. Det er utroligt at stort set uanset hvor man befinder sig i verden er man ikke længere end et opkald eller en mail væk fra alt det derhjemme. 11.02.2009 Tripel A=Arbejde, ansatte og afskedsfest!!! Tiden siden sidst er primært gået med at få styr på ansatte til vores kvindegruppeaktivitet. Vi har afholdt ansættelsessamtaler og dermed siddet på den modsatte side af bordet end vi plejer. Det var en ret skør oplevelse. Vi havde valgt ikke at slå stillingen om en underviser til kvindegrupperne op, men i stedet "shanghaie" to som tidligere har arbejdet for en anden NGO i San Lucas, men nu begge stod uden arbejde. Efter de to samtaler var der ingen tvivl. Vi valgte Elia, den yngste af de to, som umiddelbart til virkede til at have mest erfaring, mest pondus og desuden virkede til at gå bedst i spænd med Vicky. I forgårs skulle Elia så komme til San Lucas for at snakke kontrakt og høre mere om IMCC. Lærke og jeg havde forberedt os godt og sad i huset og ventede på at Elia skulle komme kl 9.00! Klokken blev 9.10, den blev 9.20, den blev til og med også 9.30 og 9.45... Uden at vi havde set skyggen af Elia eller hørt fra hende. Vi frygtede det værste, både for hende og projektetet. Var der sket noget med hende, havde hun fortrudt, hvorfor havde hun ikke ringet? Allle disse spørgsmål poppede op i vores hoveder og vi kunne ikke finde en tilfredsstillende svar. Da vi ringede til hende omkring 10.30 svarede hun glad sin mobil og forklarede at hun da lige sad i bussen på vej til Camargo og altså ingen gang var nået San Lucas eller bussen mod San Lucas endnu. På det tidspunkt bed jeg i tankerne hovedet af hende, formåede heldigvis udvendigt at bevare roen og få hende forklaret at vi forventede at hvis man havde en aftale med os, så overholdt man den eller gav besked hvis det ikek var muligt, man lod os ikke bare vente i uvished... Ialt i alt en noget dårlig start på et fremtidigt samarbejde, men heldigvis var kontraktsamtalen Lærke og jeg havde med hende dagen efter super vellykket og vores håb omkring hendes evner blomstrer igen på livet løs. Desuden tog hun det i stiv arm, da vi fortalte hende at hun er nødt til at tage kørekort for dermed selv at køre turene på landet Vejene hernede er for tiden enormt dårlige pga regnen og hendes bror kørte galt i december måned, så derfor frygtede vi at vi pressede hende for meget, meeeeen jubiii og hurra vi fik det som vi ville. I fredags holdte Martin og Randi afskedsfest. På trods af at alle odds var mod dem, strømmen var væk hele dagen og hele natten, så var det et vellykket arrangement. Bolivianermad fra byens bedste pension, guitar og bongorytmer fra hospitalspersonalets festaber, alt for mange øl og en masse singarrni betød at de sidste gæster forlod garagefesten kl 6 om morgenen.... Meeeeeen hold nu godt fast, for de gik ikke hjem, men forsatte derimod i rigtig typisk bolivianerstil fest i en gårdhave nede på pensionen hvor Randi og Martin havde fået mad fra. Her var depotet af øl nemlig større, så indtil omkring middag blev flaskerne tømt, mens øjnene blev mere og mere røde og stemmerne og samtaleemnerne mere og mere snøvlende. Da vi ved 5 tiden dagen efter blev inviteret på helstegt pattegris af de mest friske fra hospitalet var der stadig en enkelt drukkentbolt der endnu ikke havde set dyner. De er sgu utroligge de "bobére" 28.01.2009 Er vi blevet to nye mennesker ved at være afsted??? Efter Lærke og Anders er kommet og vi pludselige er blevet de gamle er der poppet mange tanker op omkring det at være udsendt og være så langt hjemmefra. I hverdagen er det som oftest begrænset hvor meget man når at tænke store filosofiske tanker. Alligevel er der små ting man bliver opmærksom på, som fx. da vi var inde på udenrigsministeriet og søge om visum og Lærke til sidst begynder at blive utålmodig, fordi hun synes ”det hele lige går lidt for langsomt”. Jeg er ret overbevist om, at både Philipp og jeg for et halvt år siden havde samme følelse og tænkte: ”KOM NU IGANG”. Med tiden har man vænnet sig til og måske endda accepteret, at tingene tager tid og at man lige så godt kan nyde ventetiden frem for at blive frustreret. Mon dette er noget man tager med til Danmark, mon jeg som alle andre danskere vil være frustreret over, at DSB er HELE 5 min forsinket eller mon jeg blot vil tænke ”Det kommer nok lige om lidt så...”. At man kan bibeholde blot lidt af den tålmodighed man har tilegnet sig hernede... At man vil nyde det at komme hjem til drønhurtigt internet og en ordentlig viruskiller. At man husker at nyde der hver dag er strøm og vand, så man ikke behøver at spekulere på hvilke ting man nu skal huske at tage ud af køleskabet, at man ikke må åbne fryseren og at man kan tage sig et dejligt bad når man lyster. At man påskønner det at have et velfungerende postsystem, hvor man ved det tager én dag at sende et brev til sin mormor eller søster, ikke op til flere måneder. At man vil prise sig lykkelig for at leve i et samfund, hvor folk kommer til tiden og du kan regne med at en aftale er en aftale. At man vil huske på hvor privilligerede vi er i den vestlige verden. Og fortsat vil sætte pris på disse goder langt ud i fremtiden. At man husker på alle mulighederne man har fordi man hat været så heldig at være født i et land som Danmark. At man aldrig vil glemme eventyret fra Bolivia selvom alle andre nok på et tidspunkt bliver trætte af at høre om det. 15.01.2009 Der er sket så meget... Sidsels familie rejste hjem d. 8. januar. Det var hårdt at sige farvel, men dejligt at have haft næsten 4 uger sammen. Vi har oplevet helt utrolig meget med dem, set en masse steder af Bolivia, som vi heller ikke selv havde oplevet før. Nu kan vi sagtens klare månederne indtil slutningen af august, hvor vi pludselig igen vil befinde os i Danmark. Lærke og Anders, det nye IMCC par, landede d. 4. januar. I sidste øjeblik blev deres fly aflyst, hvilket betød de faktisk landede næsten et døgn tidligere end planlagt. Heldigvis nåede vi til La Paz og fik dem hentet i lufthavnen. Det første lange stykke tid gik med at få skaffet visum, id-kort osv til dem begge. Efter alt dette og en hel række praktiske ting tog vi på overlapstur, ligesom vi var med Randi og Martin da vi selv lige var kommet til Bolivia. Turen bestod af "bjergbestigning" af det højeste bjerg i området (2480 meter, det er jo ingenting for sådanne to aklimatiserede raske svende som os), hvilket var en tur på ca 4 timer og overnatning i en lille træhytte oppe i en trækrone på et sted/hotel fyldt med alverdens dyr, som enten var blevet efterladt af deres mor i naturen eller tidligere havde været kæledyr (hvilket også er ulovligt hernede). Bagefter tog vi på 2 dages ridetur i jungleområdet nord for La Paz, Coroico. Dette var noget af en ufordring for Anders, som aldrig havde siddet på en hest før. På trods af noget ømme baller og muskler klarede vi alle turen i højt humør, meeeeen det varer nok lige lidt inden vi igen sætter os op på en hest! Lørdag vender vi tilbage til San Lucas også starter hverdagen for alvorlig. Vi begynder begge at savne san Lucas meget og glæder os til at vende tilbage til projektet og komme igang med en ny sæson... Mens vi har været i La Paz har Randi og Martin i samarbejde med Vicky fundet to mulige til den ledige stilling, som begge virker meget kvalificerede. Det bliver dejligt for Sidsel at komme hjem og kunne deltage mere aktivt i denne proces. 01.01.2009 Godt nytår til alle jer i DK:-) Så blev det 2009. 2008 blev fejret med manér, dog kun med Dronningens nytårstale på skrift hentet ned fra nettet. Bolivianerne har desværre ikke de samme sindsyge miljøforurenende fyrværkeri-manére som os danskere, så vi måtte nøjes med ca. 1000 kanonslag og diverse andre brag... Hele lejligheden i Sucre rystede!!! Fra den 27.-29. december var vi på tur i Saltørkenen samt den sydeligste nationalpark. Vi fik set en masse, men også kørt en del (ialt omkring 800 km på tre dage). Det var en kæmpe oplevelse, dog var vi alle lykkelige da vi nåede Sucre og ikke har udsigt til at køre bil før den 2. eller 3. januar igen.
Den 4. januar lander Anders og Lærke, det nye IMCC par i La Paz. Vi glæder os meget til at få et nyt pust herned på projektet. Vi mødte dem jo i forbindelse med vores sprogskole i Den Dominikanske republik, så vi har en god fornemmelse, hvem de er. Når de lander går papirræset igang i La Paz. der skal søges om visum, kørekort og meget andet og vi skal pludselig til at være "de gamle". Mens vi er i La Paz befinder Randi og Martin sig i San Lucas alene. De får desværre travlt, da vi har valgt at afskedige Virginia og derfor leder med lys og lygte efter en anden. Som tidligere skrevet har der været problemer i en af vores kvindegrupper, hvor en del kvinder ikke længere mødte op til vores kurser. udover dette, modtog vi et brev fra en anden kvindegruppe, mens Randi og Martin var på ferie, som bad os få en anden underviser, da de følte sig dårligt behandlet af Virginia. I fællesskab vurderede vi, at vi simpelthen ikke havde tillid til, at Virginia kunne varetage jobbet tilfredsstillende. Hun er selv fra landet og kender meget til kvindernes situation, hvilket vi hele tiden har betragtet som en force. Vi tror, at hendes uddannelse og nuværende bedre tilværelse end disse kvinder, vi arbejder med, betyder, at hun føler sig bedre end dem og derfor har svært ved at arbejde med dem. Til samtalen med Virginia fortalte vi, at vi ikke længere ønskede at forlænge hendes kontrakt, forklarede hvorfor. Hun virker meget afklaret med situationen og er allerede igang med at søge et nyt job. Vi tror, hun har været glad for jobbet , men at hun samtidig måske er ret lettet, da det har været hårdt for hende. Specielt fordi hun og Vicky ikke har haft det alle bedste samarbejde... 26.12.2008 Besøg af Sidsels familie og vores første ferie D. 12. december drog vi til La Paz, primært for at starte dokumentarbejdet i forhold til frigivelse af de to næste biler, da den første nu er fri og i skrivende stund står i vores garage i Sucre og kun venter på at få nummerplader på. Udover det sædvanlige bilhalløj havde var vi omkring ca 5 offentlige instanser for at høre mere om hvorledes lovgivningen er indenfor ansatte og kontrakt-området. Vi har jo egentlig haft stor tillid til at de advokater som var blevet sat på sagen inden vi kom herned var kompetente nok til at lave de nye kontrakter, men gang på gang har det vist sig at de oplysninger de er kommet med har været mangelfulde og nogle gange helt forkerte, så derfor har vi nu endnu et år i sigte med kontrakter som desværre ikke helt følger den bolivianske lovgivning. Dog er vi fortrøstningsfulde, da det virker til at vi næsten har overblik over alle de forskellige forpligtigelser man har som arbejdsgiver. D. 15. december landede Sidsels familie i La Paz. Desværre uden noget bagage, hvilket betød en ret hektisk første dag, da vi allerede den 16. kl 6.30 skulle flyve videre til Trinidad og på jungletur. Vi fik handlet diverse udstyr til 4 personer; Sidsels mor Inge, Sidsels søster Trine, hendes kæreste (forlovede!!!) Andreas og Andreas´mor Else. Dagen efter tog vi afsted... Turen gik med fly til Trinidad med det mindste fly vi nogensinde havde set . Vi havde da også undret os over at man kun måtte have 3 kg i håndbagage. man kunne ikke gå oprejst inde i flyet, så lille var det. Det var virkelig en oplevelse af de helt store at flyve afsted i dette lille propelfly. Jungleturen vi var på varede 5 dage og var spækket med oplevelser. Vi havde vores base på en forstørret tømmerflåde hvorfra de forskellige aktiviteter startede, udover det sejlede denne katamaran også afsted i et sådan tempo så man kunne nå at se alt ved flodbreden. Vi var på ridetur i junglen, piratfisketur, nattur for at se minikrokodiller, besøgte en lille landsby, spillede fodbold på flodbreden ved solnedgang, solede os og fik slappet rigtig godt af og opdateret hinanden med alt hvad der er sket siden vi sidst sås for ca 7 måneder siden:-) Efter turen tog vi til San Lucas og begyndte at forberede julen, Øffe skulle slagtes, der skulle laves konfekt, pyntes juletræ, laves rødkål, brunkartofler og meget mere... Vi havde jo erfaringer fra slagtningen af Møffe, men valgte alligevel at få hjælp af vores nabo Cesar, som dog desværre ikke var helt så garvet i faget som vi troede. det endte med at give store problemer da Øffe skulle pelses, for vi kunne simpelthen ikke få skindet af. Andreas og Philipp fandt oplysninger om helstegt pattegris på nettet og brugte det meste af den 24. på at stå i haven med en kold i hånden og vende Øffe hvert 15. minut. Det medbragte stegetermometer fra Danmark blev flittigt brugt og resultatet af ca 5 timer stegning var forbløffende fantastisk. Idag går turen videre til Saltørkenen og derefter til Sucre for at holde nytår. Anders og Lærke, det nye par vi skal være her med det sidste halve år lander i La Paz d. 4. Det bliver dejligt at se dem igen. Vi mødtes jo kort i Den Dominikanske Republik på sprogskole, så vi kender dem lidt:-) Håber I alle i DK har haft en dejlig jul. Vi tænker på jer hernede... 03.12.2008 Det er sørme det er sandt december.... Så blev det december. Vi må indrømme, at måneden indtil videre minder meget om alle de andre måneder. Det er lige som om at der mangler, kulde, lidt gråt vejr, evt. lidt sne og julepynt for vi også kommer i julestemning. Vi har dog pyntet køkkenet med alt vi overhovedet kunne finde i kasserne fra depotet og heldigvis har vi også en jule CD med herned, så den spiller vi på livet løs. Trine (Sidsels søster) har sendt The julekalender, så mon ikke julestemningen lige så stille kommer til "casa blanca" i San Lucas??? Siden sidst: Firmatur inclusiv mere end 35 timers kørsel: 2 Dages tur i Samaipata, Amboro Nationalpark blev til 5 dage pga en del rejsetid. Formålet med turen var primært at forbedre arbejdsmiljøet på kontoret samt forbedre samarbejdet blandt de ansatte og selvfølgelig også samarbejdet med os IMCCere. Der blev grinet en del på turen, men også munket lidt over de mange timer i bil. Det var fedt at invitere dem alle på en lækker restaurant, tage Lourdes (syerske) og Virginia med i supermarked, elevator og på rulletrapper for første gang. Den bedste oplevelse for Sidsel (desværre uden kamera) var en bowling tur med Vicky og Lourdes. Lourdes i hendes cholita tøj fra landet, dvs nederdel, fletninger og hat også lige et par bowlingsko og en kugle i hånden. Dog måtte jeg lade mit vindergen ligge, da vi spillede med banderne oppe, så de begge på trods af en ikke eksisterende teknik alligevel fik væltet en del:-)
Julefrokost og Møffes død: Lørdag gik Philipp og jeg igang med forberedelserne til årets IMCC julefrokost, som dette år var med dansk tema. Forberedelserne bestod hovedsagligt i at få slået Møffe ihjel. Vi fik ham i en pose og med Sidsel og Møffe på ladet af Hiluxén kørte Philipp til landbrugsskolen lige udenfor San Lucas og her endte Møffes dage. Vi kan fortælle at Møffe blev slagtet på muslimsk maner, så vi fik os en kosher gris. Efter at de havde fjernet pels, tarme og hovede fik vi ham med hjem i en køletaske og så startede 3½ timers partering ved hjælp af et billede Philipp havde fundet på internettet og Vickys erfaringer fra kurserne på landet. Om resultatet blev godt, hmmm??? Vi endte med en flæskesteg indeholdende alle ryghvirvlerne, da vi ikke lige havde tænkt over, at en gris har en flæskesteg på hver side af rygsøjlen. Desuden lavede vi 4 "grisekøller" i bedste lammestegs-stil, spareribs og hakket kød i massevis. Alle resterne blev givet til vores rengøringskone Lucia, som med julelys i øjnene gladeligt tog imod både tarme, hovede, skin og knogler.
Julefrokosten startede søndagaften og der var stort set alt hvad et dansk julehjerte begærer, dog med undtagelse af sild. På trods af en brav kamp fra vores ansatte nåede vi ikke til bunds i skålene. Dog skal det siges at Ris ala mandelen (lavet på almindelig ris) næsten blev udryddet, om det var fordi Virginia gemte mandelen i munden til den bitre ende eller om flok virkelig var vilde med det, må stå hen i det uvisse, men spist blev det... Lyn, torden, computere og biler Samme dag som Møffe blev til flæskesteg var der et voldsomt tordenvejr i San Lucas og en lyn har fundet sin vej gennem ledningerne til 2 af vores computere, som nu desværre ikke længere virker (den ene er vores hovedcomputer med al hukommelse). Det betyder at Philipp og jeg endnu en gang befinder os i Sucre. Jeg for at bakse rundt med fosikringsselskabet og han med det sædvanlige bil arbejde. Dog begynder det at se lysere ud på bil fronten, en af de biler som i flere år har stået fanget i toldzonen bliver med lidt held frigivet imorgen og kommer til Sucre lørdag. Vi venter dog stadig lidt med ryge cigaren og drikke champagnen som er indkøbt til at fejre denne begivenhed. Vi er så småt begyndt at kende lidt til den bolivianske tankegang og deres bureaukrati... 18.11.2008 Tanker fra en travl hverdag i Bolivia Den sidste måned har været tralv. Der har været meget at se til. I næste uge er kurserne på landet slut og vores aktiviteter starter først op igen til marts/april. Regnen gør at det stort set er umuligt at komme på landet, fordi der skrider jord og sten ned, som spærrer i i forvejen dårlige veje på landet. Her i San Lucas mærker vi ikke meget til regnen, der har været nogle enkelt dage med skyer og få dage med regn,men ellers er himlen lige så blå og dejlig , som den var, da vi kom.
I skrivende stund er et månedsmøde med Vicky og Virginia netop overstået. Alt i alt endte det godt, men det er til tider nogle hårde møder, fordi man som 25 årig medicinstuderende sidder i en position som arbejdsgiver og skal forbedre samt tilrette de arbejdsgange, som de to har. Der har været problemer i en af vores kvindegrupper, hvilket betyder, at 7-8 kvinder ikke har mødt op til de sidste kurser. Det kan være hårdt at tage disse snakke med de ansatte, specielt når man som i denne situation ved at fejlen er deres. Men samtidig synes jeg, det er enormt spændende. Jeg ser en kæmpe udfordring i at forbedre vores kurser, forbedre vores ansatte og forbedre vores projekt. Jeg synes det er rigtig hårdt at sige, jeg er utilfreds med deres arbejde, men samtidig ved jeg også, at jeg har et formål med samtalen og at jeg siger det med rette. På en eller anden måde kan man måske sammenligne det med at ligge et venflon (drop). I starten var jeg hunde nervøs, jeg synes det var ihhh og åhhh så synd for patienten, det gjorde jo for pokker da ondt på dem. Jeg har efterhånden ændret denne opfattelse til at det er nødvendigt for patienten at få lagt dette drop. I øjeblikket sårer jeg, men på sigt hjælper jeg. Udskiftningen blandt hospitalets ledelse er i øjeblikket stor. Der er indtil videre røget en chefsygeplejerske og en administrator. Disse to personers arbejdsindsats var helt i top og man kan næsten kun sidde tilbage og ryste på hovedet og tænke hvorfor hvorfor. Hvorfor er Bolivias lovgivning opbygget som det er? Jeg ved ikke om en bolivaner vil se det på samme måde, men jeg synes det er et stort problem for landet. De fleste ansættes på 1 års kontrakter og skal efter 1 år igen til at forhandle ansættelse. Problemet er, at man som arbejdsgiver efter 3 af denne slags kontrakter er tvunget til at fastansætte folk. Dette skulle vel egentlig kunne betragtes som en sikkerhed for den ansatte og er nok også tænkt sådan, men det fungerer bare anderledes, nemlig således at flertallet af ansatte bliver fyret eller flyttet til en anden stilling efter 3 års ansættelse for at omgå denne lov. Dette betyder, at der generelt mangler kontinuitet i de forskellige stillinger og der sjældent er nogen, der har rigtig styr på noget.
I søndags havde vi inviteret Vicky og Elio på mad for at fejre Elios fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt og men på samme tid også en smule skræmmende at få indblik i en del af sladderen i her i San Lucas. 13.11.2008 På billederne kan I se hvad vi har fordrevet fritiden med den sidste månedstid. Her vil vi blot fortælle om de famøse budgetforhandlinger, som den sidste store del af vores tid er gået med... POA 2009 = kommunens budgetplanlægning for 2009 Vip vupti vapti også har vi et budget... Hmmmm nej der tager I fejl September og oktober er gået med op til flere gange at minde hospitalsledelsen om, at IMCC har afsat en vis sum penge til investeringer og at vi i fællesskab med dem gerne vil planlægge, hvad disse skal bruges til. Dette var den nemme del, til trods for at flere møder blev aflyst, at de lige havde glemt at finde priserne på de ting, de godt kunne tænke sig osv. 05.11.2008 Selvom det går rigtig godt med det spanske er der stadig nogle enkelte svipsere: Virginia og alle hendes mænd: De har canceleret vores internet på kontoret Den nye hit indenfor romantik i sengen Ligger du også nogle gange søvnløs og venter på at øjnene lukker sig af sig selv og at du falder sig søvn. Vi har nu fundet den bedste løsning på dit problem:
Vi lover dig, at man højst kan læse ca 10 sider inden øjnene helt af sig selv lukkes. Vi advarer dog mod skader, der kan ske i forbindelse med indsovningsfasen, hvor der kan være fare for at tabe bogen direkte ned i hovedet på sig selv. Nyheder fra ugen der gik... I weekenden tog vi en tur til Potosi, overnattede på et lækkert hotel og spiste på en restaurant, som ligger placeret i et fyrtårns lignende tårn med fantastisk udsigt over byen. Vi følte os total luksus agtige, da tjeneren kom tilbage, efter vi havde bestilt, bare lige for at tjekke om, vi skulle have 2 glas vin eller om vi virkelig skulle have hele flasken. Dagen efter tog vi ud til nogle varme kilder, ca. 20 km fra Potosi. Det var vildt lækkert at bade lidt rundt på trods af vi ikke kunne finde en lagune vi havde hørt om og derfor kun badede i en pool. Bolivianerne mener, at de varme kilder har en healende effekt, så derfor bliver de alverdens syge slægtninge med dertil. Vi håber de holder deres baktusser for sig selv. Orker ikke til at være syge... Vi havde igår inviteret 5 unger over til videoaften. De bor i nogle af mudderhusene uden strøm oppe bagved og kommer tit og leger i haven. Det var en rigtig fed oplevelse at sidde sammen med dem spise popcorn og se tegnefilm. De havde i dagens anledning fået lov af deres forældre til at være længe oppe, men da klokken blev ni, gik den altså ikke længere. Vi måtte slukke filmen, så de kunne komme hjem i seng. Vi lovede dem dog, at vi kunne se slutningen en anden dag. 28.10.2008 Tre uger alene på projektet Randi og Martin tog afsted på ferie i lørdags, så vi er for første gang helt mutters alene i San Lucas. Vi kommer dog ikke sovende til vores diæt hernede. D. 6. november er der POA, bugdetplanlægning for 2009. I den forbindelse har vi haft en del arbejde i samarbejde med hospitalspersonalet med at finde ud af hvilke investeringer der skal gøres det kommende år. Det største scoop vi har gjort er, at der i 2009 bliver ophængt sæbedispensere samt dispensere til desinfektionsvæske på hele hospitalet. Man kan jo undre sig over det først sker nu, det har vi i hvert tilfælde gjort. På toiletterne findes der i øjeblikket hverken toiletpapir eller sæbe, men alle render derimod rundt med en rosafarvet klump papir i lommen, så derfor er det i første omgang altså kun blevet til sæbe og desinfektionsvæske. Papir må blive næste POA. :-) Så kan vi røbe, at vi har bestilt ferie. Vi har sgu besluttet at tømme sparegrisen og tage 14 dage til Galapagos. Turen kommer til at ligge i midten af marts. Og vi kan fortælle jer alle, at vi er helt oppe i det røde felt af spænding... Det bliver vildt, så glæd jer til billederne... Desuden tæller vi dagene ned til d. 15. december hvor Sidsels mor, søster, søsters kæreste og søsters kærestes mor kommer herned i i 3½ uge. Derfor under vi gerne Randi og Martin en lille smule luft fra projektet, for lige om lidt er det vores tur... 16.10.2008 3 historier fra den virkelige verden Hvad byder man uventede gæster... Tirsdag var vi til møde på SEDES, som er sundhedsministeriet på amtsniveau. Formålet var at informere dem omkring vores projekt og i den forbindelse oplyse dem om, at vi i øjeblikket arbejder på en ansøgning til DANIDA om en projektforlængelse på yderligere 5 år. Efter mødet inviterede vi alle på "El huerto", en af Sucres fineste restauranter, en lækker have, borde med fine duge under parasoler og noget rigtig lækkert mad. Det pudsige var, at der sammen med 2 af mændene fra SEDES også kom en noget alternativ mand iklædt en stor krystal fastbundet til højre hånd og en kniv omkring halsen. Denne mand havde ikke deltaget i mødet og desuden viste sig, at han slet ikke havde relation til SEDES, men derimod ejede en alternativ behandlings klinik i Cochabamba. Under middagen dukkede der pludselig en kvinde op, satte sig ved samme bord som os (vi var en gruppe på ca 12) og begyndte at bestille, både for- og hovedret. Umiddelbart virkede det til, at hun kendte manden med krystallen. Vi sad undrende og spekulerede på, hvad disse 2 mennesker "egentlig lige havde gang i", men som Emma Gad har lært os alle udstyrede vi os med en pæn portion tålmodighed og et lille venligt smil, på trods af ingen af dem præsenterede sig, men derimod straks satte sig ned og bestilte dit og dat... Elio og Vicky smuttede inden vi diskret nåede at få spurgt dem, hvad Boliviansk etik og moral er omkring uventede gæster... Kort tid efter gik alle personerne fra SEDES og vi sad tilbage med hr. og fru NASSERØV. Det hele endte med, at vi fik fat i tjeneren, stille bad ham give os regningen minus deres bestilling, betalte ham ved udgangen og grinede smuttede inden de 2 var færdige med at nyde deres nassemåltid. KONKLUSION: Hvad byder man uventede gæster.... EN REGNING!!! Det skal siges, at vi efterfølgende har snakket med Elio og Vicky, som synes, at vi gjorde det helt rigtigt. Møffe... den knap så kække gris! Nogen vil nok grine og andre kan sikkert forstå Philipps dårlige samvittighed og muligvis kommende mareridte. Det hele startede med en grisestald og to søde små grise, Øffe og Møffe. Selvfølgelig skulle vi have en hun og en han. Efter at have læst denne beretning vil du nok som os have foretrukket 2 hunner. Philipp fik æren af at holde en skrigende Møffe i begge bagben mens dyrlægen med den sløveste skapel på denne jord gik i gang. Endnu en oplysning til alle jer som ikke er Trivial eller grise eksperter; testiklerne på Møffe befandt sig under maveskindet og altså overhovedet ikke som beskrevet i vores anatomibog om homosapiens fra 1. og 2 . semester... Resten af dagen havde en vi meget sølle Møffe liggende i den fjerneste hjørne, hverken nus, klap eller fløde med sukker hjalp på dens humør. Det stak i alles hjerter. Heldigvis er slutningen på denne historie noget mere lykkelig, Møffe render rundt som han plejer og æder nu endnu mere end før. Så der er stadig håb forude for flæskesteg juleaften... Derfor vinder bolivianerne aldrig i kapgang... Den anden dag da jeg sad nede ved frisøren og læste i et blad, mens 3 forskellige tøser rodede rundt i mit hår fandt jeg ud af hvad bolivianernes gennemsnits hastighed må være mens de går på gaden. Der var nemlig beskrevet i bladet forskellige smarte løsninger på at tabe sig når man ikke havde tid til at dyrke sport og der stod flot beskrevet, at når man gik i almindelig tempo, 3,5 km/timen forbrænder man 91 kalorier i timen, tilgengæld hvis man gik hurtigt, som der stod, 5,1 km i timen forbrændte man en del mere. HVEM I ....... GÅR KUN 3,5 KM I TIMEN???? Og er dem der har skrevet dette blad overhovedet sikre på at bolivianere går så stærkt... 29.09.2008 Turen til Pirhuani 17. -20. september Afsted det gik kl 5 om morgenen. Kl 9 var vi ved "vejs" ende og 2 mænd stod klar med 2 mulddyr til at slæbe mad, stof og andet kursusmateriale ned i dalen til Pirhuani. De to gæve danskere havde selvfølgelig pakket fornuftigt og valgte at bære al vores bagage selv. Ned og ned og ned det gik...De små korte bolivianer ben på Sandra og Virginiakunne vi sagtens følge med. Humøret var højt og vejret var fremragende. Et par timer inden Pirhuani mødte vi en kvinde som sad i skyggen med sin baby. Efter kort tid gik det op for os (samtalen mellem kvinden og Virginia foregik på Quechua) at denne kvinde var dybt ulykkelig. Hendes barn på 2 mdr. spiste ikke og kastede konstant op. Hun fortalte, at hun havde været på sundhedsposten, men det ikke nyttede. Nu var hun på vej hjem med sit syge barn, som højst sandsynligt ikke ville overleve natten. Vi fandt senere ud af at sundhedshjælperen på posten, mente barnet havde lungebetændelse og han havde anbefalet kvinden at tage til San Lucas, men det ville hun ikke. Det er ubeskrivelig frygtelig følelse at se et barn, som man ved højst sandsynligt kunne være blevet reddet med væskebehandling og antibiotika i Danmark (og måske også San Lucas) ligg eog vente på at dø. Men endnu mere specielt var den generelle opfattelse af et babylivs værdi blandt vores ansatte Virginia og Sandra. Det virkede som om, at når man endnu ikke havde bevist sit værd, så var døden en ganske naturlig og almindelig risiko. Det havde været langt mere frygteligt, hvis moderen var død i forbindelse med fødselen. Denne opfattelse af livs værd og skelnen mellem hvornår det er en del af naturens gang og hvornår det er en frygtelig begivenhed kan måske virke provokerende for os danskere, men måske er den nødvendig, da spædbørnsdødeligheden er så høj hernede i forhold til Danmark. Kvindegruppen i Pirhuani er meget veletableret og de virkede enormt engageret og interesseret i kurset. Den første dag forløb med syning, som den gør på alle vores kurser. Dagen har ingen sundhedsinput, hvilket man selvfølgelig kan stille store spørgsmåltegn til, men disse kvinder er nødt til at have et initiativ for at komme. Det at de kan få en hjemmelavet nederdel med hjem og vise frem, gør at deres mænd og at autoriteterne i deres landsbyer tillader kurserne. Kvinderne kommer ofte lang vejs fra, hvilket betyder, at mændene og de ældste børn i disse dage er overladt til sig selv. Nederdelene gør det altså muligt for os at få lokket kvinderne til. Vi er meget tvivl om hvorvidt de ville komme hvis vi sløjfede denne aktivitet. Anden dagen gik med undervisning i Diaré. Alle bolivianere er vilde med skuespil og lever sig enormt ind i en rolle, så deres skuespil med diaré som tema var enormt underholdende. Samtidig fedt at opdage, at deres viden omkring temaet var ret stort. De kendte til forskellige behandlingsformer og virkede samtidig til, at de fleste af kvinderne havde et rigtig godt forhold til sundhedshjælperen på posten. Midt under frokosten flokkedes der pludselig børn i alle aldre på den lille plads i Pirhuani. Det var åbenbart "dia de estudiantes" (elevernes dag), så alle ungerne var uklædte og lærerne rendte rundt, godt beduggede, med små flasker indeholdende det sprit som vi plejer at bruge til at tænde op i vores grill. De var alle helt vilde med vores kamera, så det endte med close up af samtlige elever, som da også vendte ttilbage senere på aftenen for at få taget flere billeder. Jeg har besluttet at skrive nogle af de bedste ud og sende med til næste kursus. Tror det vil bringe mange smil frem på ungerne derude. På trods af at hele kurset foregik på quechua var det vildt spændende at være med. Kvinderne var utrolig imødekommende og jeg (Sidsel) overvejer kraftigt at gå igang med at lære lidt quchua så jeg til foråret kan tage med på landet igen og snakke med dem. Indtil videre består mit ordforråd af ca 4 ord, koldt, vi ses imorgen, nej og ja! hi hi 16.09.2008 Kære alle... Nu må det vist være på tide, at I høre fra os igen. Vi har forstået på de danske medier, at Bolivia har erklæret sig selv i undtagelses tilstand og det kan selvfølgelig virke noget voldsomt for jer derhjemmme. I skal dog vide at livet i San Lucas ufortrødent går videre, som det plejer. Vi har det godt og mærker ikke noget til optøjerne i andre dele af landet udover, at der til tider mangler strøm, vand, benzin og gas. Det vildeste, der er sket siden sidst er sket på investeringsfronten. Forrige søndag brugte Philipp og jeg det meste af dagen på at bygge en udendørsstald af muddermursten, adober og efterfølgende blev der indkøbt 2 babygrise, øffe og møffe. De er to glade grise, der bliver behandlet som konger i det hvide hus på avenidaen. Planen er de skal spises til jul, men indtil videre er der to bolivianere, der bare har grint af os og sagt: ”De bliver altså ikke store nok til jul”. Inderst inde ved jeg ikke om jeg er glad for eller ked af det over denne udtalelse. De er sgu så søde, så ved ikke helt hvordan det skal gå. Måske kan vi hyre en bolivianer til at hugge hovedet af dem... Da grisene kom ind af døren betød det også, at min køkkenhave pludselig er i fare, for glade grise skal da selvfølgelig have lov til at tage et par runder frit i haven og ikke kun opholde sig i sin lille stald. Derfor blev der igår brugt tid på at bygge en indhegning til køkkenhaven, som indtil videre bare har bestået af 10-12 krukker. Planen er at få fat i muld og gødning i den kommende uge hvor vi befinder os i Sucre endnu engang. Den sidste tid har vi knoklet derudaf på arbejdet. Det har været en travl tid med meget mere end de normale 8 timer pr. dag. En bil fungerer ikke, alle vores kontrakter med de ansatte følger ikke den bolivianske lovgivning, computerne er fyldt med virus, vores ansatte afholder kurser på livet løs ude på landet, blokader i landet betyder vi mangler benzin, gas osv. Imorgen tager vi til Pirhuani sammen med Virginia for endnu engang at overvære et kvindegruppekursus. Det er et sted, som ligger laaaaaaaangt væk fra San Lucas. Vi skal køre 3-4 timer og derefter gå ca samme tid for at nå frem. Vi har fra pålidelige kilder hørt, at der er fantastisk smukt. Så glæd jer til billederne... Hav det rigtig godt og vær ikke bekymret for vi har det skiiiiiide godt! 26.08.2008 Vi er spærret inde i Sucre, som ligger 5 timer kørsel på snørklede grusveje gennem bjergene fra San Lucas. Vi har været herinde siden søndag i sidste uge og det var egentlig meningen, at vi skulle være kørt i lørdags, men pga blokader sidder vi nu fast. Alle veje ud af byen er spærret af folk, der demonstrerer. Rent faktisk ved vi ikke hvorfor, vi er lidt uoplyste fordi vi ikke hører radio og faktisk heller ikke har tv. Vi har forhørt os rundt i byen og det lyder til at der på nuværende tidspunkt er en dialog igang mellem parterne, så vi satser på at kunne køre hjem snarest. Det er så skørt, at det her i landet er helt normalt at strejke og lave blokader. Hvis man er utilfreds med noget, kan man da altid lige forsøge sig med en lille blokade. Vi er stadig i tvivl om, hvor meget de reelt får ud af deres blokader. Meeeeen man skulle næsten tro, at de har god effekt siden det er så hyppigt et fænomen. Lørdag var Randi og jeg på markedet for at handle frugt og grønt til den næste måned i San Lucas. Jeg siger jer det var en stor oplevelse. Boder fyldt med alverdens forskellige super friske grøntsager, lagt frem som en farverig lille kunstudstilling. Og priserne er jo en del bedre end i Danmark, så man ender selvfølgelig med at få købt lidt mere end man egentlig har brug for. Et par af mine overflods/impulskøb: 6 broccoli (de kostede jo kun 6 bobs for 2) og 5 blomkål (2 bobs stykket, det er da billigt, ikk) godt vi har en fryser! Desuden endte jeg med at købe rosiner hos tre forskellige mamas, så nu har vi mere end 1 kilo... Har hørt det skulle være så sundt! Udover frugt og grønt er der blevet handlet ind i byens eneste supermarked for 1000 danske kroner. Det bedste fund var asparges, dog til 19 bolivianos pr glas (13 dkr), meeeeen vi købte da lige to glas. Så nu skal vi bare komme afsted mod San Lucas og finde en opskrift på tarteletbunde. Hvis du tilfældigvis ligger inde med en sådan opkrift bedes den omgående sendes til en af vores mail.... I skal ikke være bange for, at vi mangler noget hernede. Sucre er en meget moderne by, som stort har alt, hvad hjertet begærer (dog ikke lakrids og vingummi). Indtil videre klager vi absolut ikke!!! Men hvis en af jer derhjemme alligevel besidder en inderlig trang til at afprøve det danske postvæsen så vil vi selvfølgelig ikke stoppe jer. Specielt breve med chai the, saltlakrids (eller andet haribo slik), rugbrødsblanding og farin står højt på vores ønskeliste. 17.08.2008 Så er vi i Sucre! Dvs. den civiliserede del af Bolivia, med supermarkeder, cafeer, restauranter og meget mere! Vi skal være her en uge, så måske det bliver nok til et opkald eller to til Danmark. Den sidste tid har været spækket med oplevelser, kort resume, som passer til billederne: Festival for traditionelle behandlere d. 30.juli – 1. august Kvindegruppekursus i Collpa d. 3-4. august Dia de independencia d. 6 august Afskedsfest for Louise og Tommy d. 15. august 09.08.2008 Hvad er det egentlig vi laver i Bolivia? Det er svært at forklare, endun sværere at forklare det kort og præcist, men vi har alligevel forsøgt fordi vi ved at mange af jer der hjemme ikke helt ved hvad vi egentlig render og laver, nok egentlig mest fordi vi aldrig helt fik det forklaret inden vi tog afsted. I 2006 fik IMCC, organisationen vi arbejder for bevilliget 7,8 millioner kr til 2. fase af projektet i San Lucas, Bolivia. Denne fase slutter juli 2011, dvs hvis vi ikke søger om endnu en fase skal projektet og dermed vores arbejde lukkes ned i 2011. Hvert år udtager IMCC 2 par som udsendes på projektet i San Lucas. Et som sendes afsted i januar og et i juli. Udsendelsen varer 14 mdr dvs hhv marts og sep året efter. Hvis I regner lidt på det betyder det, at der faktisk er en periode på 2 mdr, hvor vi er tre par på projektet. Disse måneder bruges til overlevering af al relevant information til det nye par, således de er sat ind i arbejdet, når det ældste par tager hjem. Vores arbejde: Normalt afholdes der kvindegruppemøde en gang hver måned på 8 forskellige poster, men der afholdes kursus for traditionelle behandlere lidt sjældnere og kun på 5 poster. Udover disse hovedaktiviteter har vi en masse andre. Fx støtter vi sundhedsuddannelse på flere niveauer (8.-9.klasse, uddannelse af sygehjælpere (auxiliarer)til sundhedsposterne ude på landet, efteruddannelse af hospitalspersonale og sygehjælpere) Desuden underviser vi barfodslægerne (kaldet ACSére) udefra de forskellige landsbyer i basisviden omkring sundhed (svarende til en dansk samarit) således de kan fungere som det første led i sundhedssystemet. Vores hverdag foregår, som oftest på vores kontor, der ligger oppe på hospitalet i San Lucas. Dette er vores headquarter hvorfra alt kan kontrolleres, næsten da... En kort beskrivelse af vores job: Vi er administratorer af alle de ovennævnte penge som DANIDA har bevilliget og skal sørge for at disse bliver brugt på sundhed og med størst muligt udbytte. Håber dette har givet jer et lille indtryk. 28.07.2008 San Lucas… En by med ca 3000 indbyggere. Virker umiddelbart større end forventet. Det første man møder er huse bygget af adober (muddermursten) langs støvede grusveje. De finere huse er dog pudset op og kan sammenlignes med et almindeligt dansk cementhus. Der findes betonbelagte veje i byen, men avenidaen som vi bor ud til er en forstørret grusvej med gadelygter og små bede i midten som adskiller de to køreretninger. Alt er tørt og støvet her, så selv de få grønne planter som er , ser grå ud, fordi deres blade er dækket af et lag støv. Byen er omgivet af de fineste bjergkæder, golde som alt andet herude fortiden, men på en eller anden måde er det en fantastisk kontrast til den knaldblå himmel som vi har kunnet nyde siden vi landende i La Paz d. 2. juli.
13.07.2008 Overlappet i La Paz Vi ankom til Bolivia natten mellem 1. og 2. juli. Paa trods af 2 kg rugbr0dsblanding i haandbagagen blev vi kun bedt aabne tasken en gang paa vores i alt 3 forskellige flyvninger mellem Den Dominikanske Republik og Bolivia. Tolderen snusede som en lille hund til pakken, som vi til og med havde pakket ind i en sort plastikpose... Vi fik ham overbevist om at der blot var tale om dansk br0d til vores danske venner i Bolivia! Randi og Martin, som vi skal arbejde sammen med det naeste halve aar stod klar i lufthavnen i La Paz. Det var rart bare at kunne saette sig i en taxa og lade dem f0re an. De sidste 14 dage har vi befundet os i La Paz. Der er mange papirer der skal ordnes. Det kraever tid og taalmodighed ikke mindst. Vi har faaet s0gt om visum, identitetskort og k0rekort. Alt er naesten paa plads og vi satser paa at forlader staden onsdag og k0re mod San Lucas, som vi har ventet paa i snart hmmm ja faktisk 1,5 aar. La Paz ligger i ca. 2500-4000m h0jde. Hele byen er placeret paa en bjergside, hvilket betyder at der er en fantastisk udsigt over denne enorme by. 0verst ligger El Alto hvor den fattigste del af byes befolkning er bosat, hvis man saa fortsaetter ned at bjergsiden ender man tilsidst i Zona Sur hvor politikkere, direkt0rer og andre fine folk bor nede i varmen (ca. 2500 m). Det er en slaaende kontrast. Vi bor paa et hotel ca i midten. De f0rste dage var vi haardt ramt af h0jdesyge. De f0rste naetter vaagnede vi op og f0lte vi ikke kunne traekke vejret ordenligt, havde konstant hovedpine i l0bet af dagen og Sidsel endte med en virus oven i k0bet. Heldigvis vaennede vi os hurtigt til den tynde luft og suser nu afsted i samme tempo som Randi og Martin. Vi anbefaler alle der kommer til Bolivia paa bes0g at overveje ”diamox” mod h0jdesyge. Udover at luften er tynd er den ogsaa enormt t0r, vores hud og laeber er konstant t0rre og slimhinderne i naesen skriger paa fugt. Vi har vaeret paa den obligatoriske overlapstur sammen med Randi og Martin. Formaalet er primaert at ryste os godt og grundigt sammen og dermed forhaabentlig forbedre samarbejdet os i mellem de naeste 6 maaneder.Randi og Martin havde planlagt en 3 dages trekking tur, hvor man gaar paa en gammel inka-rute fra La Paz og til Coroico. Turen starter i 5000 meters h0jde og ender i 1300 meter. Dvs vi startede ud i bidende kulde, klar blaa himmel og meget staerk sol. Bjergene i den h0jde er enormt golde, ingen traer, ja faktisk ingenting overhovedet. En meget specielt landskab, smukt paa sin helt egen d0de maade. Kontrasten til vores end-point paa turen var enormt, varme, sol, jungle med insekter (sandfluer, der bider) og GR0NT overalt. Paa de tre dage fik vi tilbagelagt 70 km og endte med nogle godt 0mme muskler. Efter en dags afslapning var vi s0ndag paa mountainbike tur ned at verdens farligste vej. Vejen gaar mellem La Paz og Coroico og har tidligere, tror vi nok, vaeret vejen fra La Paz til Brasilien. Der er nu blevet bygget en nyere og mere sikker asfaltvej, hvillket betyder at den gamle ikke laengere bruges i samme omfang. Det var en mega fed tur, down hill naesten hele vejen og vinden susende om 0rene. Vi har besluttet os for at k0be en mountain bike hver til at kunne bruge i San Lucas, saa vi kan tage lignenede ture i det bakkede terraen der ude. Turen sluttede af med frokost paa en enorm laekker camp lidt udenfor Coroico. Ejerne af stedet havde valgt at tage svage dyr fra naturen til sig og paa den maade var der naermest et mini zoo i forbindelse med campen. Aber af forskellig art hoppede rundt overalt, papeg0jer, myreslugere og til og med en kaempe kameleon. De fleste af dyrene havde en utrolig tillid til mennesker og det endte med vi havde aber hoppende rundt paa hovedet. En abe blev specielt glad for Philipp og endte med at ordne hans haar (tjekke efter lus). Det sidste vi vil fortaelle i denne omgang er mindre sjovt. Vi endte med dagen efter vores 70 km trekking tur at faa stjaalet vores kamera. Det betyder billeder fra Den Dominikanske Republik (undtagen dem som er paa nettet) og alle billeder fra vores trekkingtur er PIST VAEK! Vi er enormt aergelige over det, men heldigvis har Randi og Martin taget billeder fra trekking, saa det er kun billeder fra DDR som vi aldrig kan faa erstattet. Der vil snarest blive lagt billeder paa nettet. Det lover vi! 15.06.2008 Der er tilfoejet lidt flere billeder paa denne adresse:http://www.flickr.com/photos/11323544@N04/sets/72157605402937779/show/ 15.06.2008 14 dage tilbage En uges ferie er slut og de sidste 14 dage med spansk starter imorgen. Det har vaeret rart at holde fri og komme vaek fra turistomraadet her i Sosua. Vi startede ferien med at leje en 4 hjulstraekker sidste loerdag og endte med paa 5 dage at have koert 1300 km. Det lyder maaske ikke af meget, men vejene er som tidligere naevnt af ekstremt varierende kvalitet. Den vaerste, men samtidig mest fantastiske straekning vi koerte var 90 km i op til 2500 meters hoejde, som varede ca. 8 timer. Til tider var vi meget I tvivl om vi ville naa frem inden det blev moerkt, om vi koerte den rigtige vej og om det overhovedet var en vej vi koerte paa. Det frodige landsskab med utallige afgroeder af vidt forskellig art var meget betagende, men samtidig var det ogsaa tydeligt at se at de mennesker som boede I dette omraade var ekstremt fattige og levede stort set afskaaret fra omverdenen. Paa et tidspunkt da vi spurgte om vej, var der en yderst venlig sjael som ihaerdigt forsoegte at hjaelpe os. Vi forstod kun halvdelen af de than sagde, hvilket vi til sidst tolkede som om han ville have et lift. Efter ca 2 km stod det klart for os at han ikke ville have et lift men blot ville have penge for at vise os vejen til et vandfald vi slet ikke skulle til… Vi beskuttede os for at vende om og koere ham tilbage. Det var en yderst ubehagelig oplevelse, men der gik da ikke mere end et par timer foer vi havde den naeste (og bare rolig moedre, DEN SIDSTE) ekstra passager. Denne gang en aeldre mand paa vej hjem fra arbejde i marken. Soed og meget snakkesalig. Ferien boed desuden paa et smukt 60 m hoejt vandfald som vi naaede til efter en laengere gaatur op og ned af bjergsiden, pyyyha… Det var haardt i denne varme. I oeens stoerste nationalpark hyrede vi en guide + baad og tog paa 3 timers rundtur paa en kaempe saltvandssoe med smaa klippeoer og et yderst imponerende fugleliv. Paa en af oerne levede ca 300 leguaner som maerkelig nok slet ikke var bange for mennesker. Turen tilbage hertil inkluderede bykoersel i hovedstaden Santo Domingo. Med Philipp bag rattet og en fortvivlet Sidsel der forgaeves forsoegte at finde et skilt endte vi paa mere eller mindre tilfaeldigvis med at komme frem til Sosua. 5 Km fra hotellet blev forruden ramt af en kaempe sten. Fedt nok taenkte vi…. Der roeg vores 40000 Pesos i depositum (6000 kr), men overraskende nok koster det kun 1700 Pesos for et komplet forrudeskift. Nu glaeder vi os bare til at de sidste 14 dage skal gaa saa vi kan komme til Bolivia. 02.06.2008 Nyt fra os Endelig er vi kommet lidt paa plads. Vi har vaennet os til varmen, den dominikanske tid (5 min = 15-30 min) og er enda begyndt at forstaa en del af den lokale dialekt. Det er slet ikke saa let enda... Fx kan ¿cómo éstas? (hvordan har du det?) blive til ¿cometa?, sikke nogle bonderoeve. Men med to timer hver formiddag og to timer om eftermiddagen naar man hurtigt langt. Vi er allerede naat igennem den foerste elementaere bog paa 250 sider. Det skal dog lige siges at vi faktisk havde en god baggrundsviden med hjemmefra. Dette har betydet at grammatikken stort set "bare" er repetetion.Frokostpauserne mellem timerne bruger vi paa at slappe af, sole os, repetere lidt lektier og evt. bruge det spanske lidt "live". Denne weekend har der vaeret gang i den i DDR. Fredag tog vi paa den "lokale", hvilket vil sige et supermarked hvor der foran er placeret borde og stole samt en kaempe hoejtaler med ALT ALT for hoej marengamusik. Stedet besoeges udelukkende af lokale maend (tror vi nok), men Sidsel blev vel modtaget og dansede marenga til de sene timer (til kl 22). Vi fik begge afproevet det spanske, men pyyh det er haardt, fulde dominkanere er endnu svaerere at forstaa en aedrue, maerkeligt nok!?! Loerdag havde vi besluttet os for den helt store tur. 4,5 timers koersel paa "hovedvej" i 3 forskellige guaguas (lokal minibus proppet med folk og bagage) indtil vi naaede den oestlige del af oen."hovedvej" faar en helt anden betydning naar der er 40 cm dybe kratere paa lange straekninger. Det var dog en helt fantastisk tur. Luften, stemningen, varmen, naturen, husene i landsbyerne, koeer med kaempe oerer, marenga musik i hoejtalerne, ja vi kunne blive ved... Da vi naesten havde naaet vores maal, Samana med den sidste guagua, og blev spurgt hvor vi ville af, var vi lidt paa Herrens mark. Vi vidste vi gerne ville overnatte et sted til soendag, men ikke hvor. Det endte med at to skolepiger tilboed os et vaerelse hjemme hos dem. Da vi kom hjem til dem, blev vi moedt af Dario (deres far), en yderst sympatisk og saerdeles snakkesalig mand som tilboed os en overnatning i et vaerelse som han normalt lejede ud til lokale dominikanere. Men vaerelset fulgte en fantastisk udsigt fra terrassen. Flere gange i loebet af aftenen kiggede han op og sludrede lidt... Pyyyh vores spanske kom paa haard proeve igen igen. Soendag morgen 7.15 forlod vi Dario og tog en guagua mod El Límon. Efter 30 min paa ladet af en truck naaede vi frem til stien mod vandfaldet. Med to lokale og paa hesteryg drog vi paa tur. Billederne af vandfaldet siger vist alt , WAU! Hjemme igen og klar til endnu en uge med spansk... 21.05.2008 Saa er vi kommet til den Dominikanske republik!!!! Kaere alle. Et lille livstegn fra os. Vi er kommet godt frem til en MEGET varm oe. Vores lejlighed er helt enorm stor og sengen naermest dobbelt stoerrelse af derhjemme. Vi startede idag paa sprogskole og vores underviser virker til at vaere meget dygtig omend lidt distret. Undervisningen foregaar udenfor under palmetag og med colibrier flyvende omkring os. Omraadet virker dog meget turistet og vi har besluttet os for at vores ferie fra sprogskolen hoejst sandsynligt ikke skal bruges i Sosua. 13.05.2008 6 dage til det går løs!!!! Alle eksamener er idag overstået for os begge to (Philipp var uretfærdigvis allerede oppe d.5.maj). Skørt og noget tilfældigt endte det faktisk med at vi begge kom op i mundhulekræft. Nu har vi så lige præcis indtil lørdag til at få pakket lejligheden sammen, derefter køres alle vores møbler ud til Trine og Andreas (Sidsels søster og kæreste)som har tilbudt opbevaringsplads i deres nye hus i Grenaa. Søndag tager vi til København til det sidste møde i Boliviagruppen inden afrejse og så når vi lige pludselig til den længe ventede dag, nemlig mandag. HUHEJ HVOR DET GÅR!!! Det har været med blandende følelser, vi har taget afsked med jer herhjemme. Afsked lyder så vemodigt, så lad os hellere kalde det på gensyn. Det har været hårdt, vi vil komme til at savne jer alle og I vil komme til at fylde en del i vores tanker mens vi er væk. Samtidig føler vi os rustet til den kommende tilværelse i Bolivia og håber på at de nye mennesker i vores hverdag vil kunne udfylde nogle af de pladser I herhjemme plejer at have. 03.03.2008 One down three to go:-) Så bestod jeg min forskningsmetodologiske opgave. Jubii.. (-:En meget glad Philipp:-) 01.03.2008 Ny hjemmeside. Så blev den nye side klar. Kig dig gerne omkring og check den ud... Hvis du skulle opdage nogle fejl så skriv gerne til os ved at klikke på "webmaster" i nederste venstre hjørne. 29.02.2008 Snart er det vores tur. Det er mærkeligt at tænke på det, at det nu snart er et år siden vi skrev vores ansøgning, var til samtale noget tid senere og derefter fik at vide at VI skulle 14 mdr til Bolivia. Selvom der er gået lang tid, ved jeg ikke om det er gået op for os, at vi virkelig snart skal afsted. Livet herhjemme fortsætter ufortrødent sin vante gang og vi prøver at følge med så godt vi kan. Det spanske begynder så småt at blive nogenlunde brugbart og forhåbentlig forståeligt for andre. 3 timer om ugen i snart 10 mdr. har hjulpet os en del. Det har til tider været hårdt, men set i bakspejlet, allerede nu, er vi sikre på det er det hele værd. Det er begyndt at krible i kroppen og rejsefeberen er ved at toppe, dog er der stadig et 9. semester der skal overståes inden vi tager afsted. Men vi tæller ned og lige pludselig er der ikke mange dage og timer til d. 19. maj kl 10.10
|
||||||
| Webmaster | ||||||
Klar til Salar!!! 
IMCC på tur :-) 
